
Hver dag er vores favoritdag
Vi skal have det trygt sammen
Vores dage skal starte godt.
Vi modtager hinanden med begejstring og kram.
Vi taler om tøjet vi har på, selv mit tøj bliver undersøgt for farver o. lign.
Vejret er også en stor del af vores samtale.
Alt slags vejr er vildt spændende og godt.

Dagen i punkter
8.30-9.00:
Formiddagsmad (Boller, ost og agurk)
11.00-11.30:
Frokost (efterår/vinter: varm mad 2 gange ugentlig)
12.00-15.00:
En dejlig lur, gerne ude i barnevogn.
ca. 15.00-15.30:
Eftermiddagsmad (brød og frugt)
Det er rart for børn i institution eller i anden pasningsordning at der er struktur og forudsigelighed. Det skaber tryghed.
Så dagligdagen er planlagt, dog ikke mere end at der er plads til børnenes egne initiativer.

Spisetid er hyggetid
Vi spiser med fingre, ske, kniv og gaffel.
Minimum en dag om ugen smørrer børnene selv deres mad.
Vi elsker at lave øjne, næse og mund med vores frugt og grøntsager. Nogen vil sige at vi leger med maden, men der er også masser af læring i dette.

For mange input kan være overvældende, så her er vi i ro ...
... men vi oplever alligevel meget!
Vi leger ude og inde, læser, synger og bruger kroppen. Vi undersøger hver enkelt lille ting som vi møder på vores vej. Der bliver sat ord på alt, hvad dagen bringer og en lille gåtur kan tage laaaaang tid.
Alle vores ture er i nærområdet, hvor der er meget at se på.
Vi er kreative. Der bliver malet med pensler, fingre, tusch, farveblyanter o.a. Der hjælpes til med at dække bord og rydde bord af.
Lidt ekstra om livet hos Janes Sansetrolde
Vores ture er i nær-området.
Jeg tager bevidst ikke på lange ture til Zoo eller lign. med mine sansetrolde. Her er vi i ro og vi lærer af hverdagen.
Tilgengæld går alle vores ture rundt i nærområdet, hvor vi taler om alt hvad vi ser og oplever. Når man er 0-3 år kan hverdagen i sig selv være hektisk. Hos mig handler det om fordybelse og læring.
Sommer og hygge
Om sommeren har jeg sommerarrangement for forældre, sansetrolde og søskende, hvor vi hygger sammen. Vi spiser aftensmad og bader i poolen. Det er hyggeligt at være sammen og se hinanden i et par timer, hvor vi har tid til at tale lidt mere sammen. Det er også hyggeligt for sansetroldene at være sammen med sine forældre i sine egne hverdags-omgivelser.
Vi er ude
Vi opholder os meget udendørs, så tøj til vejret er vigtigt. Udenfor er det dejligt at boltre sig på min legeplads i haven og her er mange spændende lyde, dufte og ting at se på. Vi får friske kinder og dejligt humør.
Særligt i foråret og sommerperioden er vi ude hele dagen. Her spiser vi også vores mad udenfor.